Johannes Fisker er ikke fisker. Han er politimand og kom i efteråret 1945 som ung politibetjent til Spodsbjerg. Direkte fra politiskolen i København. Rejsen foregik med tog og færge. En rejseder varede fra klokken syv morgen til 22 aften i stærk østlig storm.
Meget kendte han ikke til Langeland, men han fik hurtigt indhentet det forsømte og gik siden meget op i lokalhistorien.
Den gang var der politikontor i Spodsbjerg og det lå i stationsbygningen. Den gang var der nemlig jernbaner på Langeland.
Langelandsbanen blev åbnet i 1912, fortæller Johannes Fisker, og det var naturligvis et stort plus for Spodsbjerg og Sydlangeland. Både for transport af passagerer og gods var det et stort fremskridt.
Om sommeren kørte der badetog fra Rudkøbing til Spodsbjerg hver dag. Ret ofte var der syv-otte vogne med badegæster og vognene blev koblet fra og brugt til omklædning. Sidst på dagen blev de så igen kørt tilbage til Rudkøbing.
Banen nåede at holde 50 års jubilæum, men blev nedlagt i oktober 1962, da Langelandsbroen blev åbnet.
Ønsker du at vide mere om Langelandsbanens historie skal du besøge: http://evp.dk/index.php?page=langelandsbanen
I Spodsbjerg var der indtil 1937 åben bro til færgelejet og samme år blev der anlagt en fiskerihavn. Den var dog nær blevet ødelagt af en østlig storm inden den var færdig. Under stormen blev også flere fiskekuttere ødelagt. Den gang var der omkring 25 kuttere i Spodsbjerg.
I krigsårene var der ingen færgeforbindelse til Lolland på grund af minefare og mangel på kul. Færgen begyndte først at sejle igen efter at der var strøget miner i 1946.
Midt i halvtresserne kom en stærk nordøstenstorm og megen højvande. Året forinden var der anlagt kystsikring, men vandet løb ganske enkelt over diget og hele vejen fra Færgegården til kystvænget. Vest for landevejen stod vandet langt op på husene og hele sylten bagved var oversvømmet. Andre storme fulgte efter og i tresserne væltede en storm hele østmolen på fiskerihavnen.
Is var der også om vinteren og i de to værste vintre i 1941 og -42 lagde Langelandsbæltet til og transport til Lolland foregik over isen.
Trafikken blev dog bedre med årene og efter det nye færgeleje i 1960 blev forbindelserne meget sikre. I 1981 kom et nyt færgeleje og en nye vej direkte til Langelandsbroen bevirkede at trafikken blev mangedoblet. På et tidspunkt var der fire færger med op til 72 afgange i døgnet.
I Spodsbjerg skete også en vis form for udvikling. Gadebelysningen kom til byen i 1960, men man skulle selv betale for den. Det kostede den gang 350 kroner pr. lysrør, og det var så dyrt, at der ikke var råd til at have lys i dem. Men de så flotte ud i dagslys.
Nogle år senere fik man endogså kommunalt vand, som man også selv skulle betale. Indtil da havde alle haft egen brønd.
Da Johannes Fisker kom til Spodsbjerg var der to købmænd, to slagtere og to bagere i Spodsbjerg. I dag er der et supermarked, hvor man kan få stort set alt.
I 1994 kom så lystbådehavnen og den har haft stort betydning. Især for lystfiskerne.
- Man kan jo ikke sige, at Spodsbjerg har været i stor fremgang, mener Johannes Fisker. For 60 år siden var alle beboere aktive fiskere, medhjælpere eller arbejdere. I dag er der blot fire-fem fiskere tilbage. Og der er 50 huse hvor der bor ældre eller ikke aktive beboere. Eller husene er blevet solgt til sommerhuse. I samme tidsrum er der bygget 15-20 nye huse i Spodsbjerg, så man kan jo ikke sige, at der har været tale om en rivende udvikling.
