Langelandsbanen

Fra Longelse skole har vi modtaget denne fine historie om Langelandsbanen.

Banen på Drejet blev bygget i 1912. Den blev brugt til at hente grus og sand, som skulle lægges under de andre spor, når de var blevet slidte.

Togskinnerne gik fra Rudkøbing til stationen i Spodsbjerg. De gik over vejen ca. ved turistbådehavnen, der var en drejeskive ca. der hvor færgelejet er i dag.

Toget kørte langs stranden i Spodsbjerg og næsten helt om til Møllegårds marker. Her gravede man sand og grus - det var derfor noget af Drejet lignede et månelandskab. Man kørte også om til Ankerhus. Der gravede man også sand og grus.

Toget kørte med badegæster om sommeren, og stoppede ved Drejet med gæsterne. Togvognene kunne man bruge til at blive klædt om i, og til at søge ly i fra den forblæste strand.

Sporet blev nedlagt, fordi der ikke var mere sand og grus, men også fordi vandet var ved at sluge sandet væk under de  gamle skinner.

Da skinnerne skulle fjernes, kørte man et tog om på Drejet, hvor skinnerne stoppede, og tog så skinnerne op, mens det kørte tilbage. Dette skete i 1950-1951. Dengang fik man 10.000 kr. for at sælge banen til kystsikring. Da de sidste skinner blev fjernet, blev det første stykke af diget lavet.